1. DOMKIRKEKVARTERET
Du inviteres med på en gåtur til Viborgs hjerte – Domkirkekvarteret – som i disse år gennemgår store forandringer og gentænkes som en samlet kulturattraktion på internationalt niveau.

Viborg har som en af Danmarks ældste byer og landets gamle hovedstad haft rollen som magtcenter, samlingssted og åndeligt midtpunkt gennem mere end tusind år. På denne udflugt hører du om tankerne bag det omfattende udviklingsprojekt Det Nye Domkirkekvarter. Her er det visionen, at Domkirkekvarterets institutioner, bygninger og byrum i fællesskab skal formidle stedets historier og forene kulturarv, arkitektur og kunst som én samlet kulturattraktion.

På turen rundt i kvarteret får du et indblik i, hvilke oplevelser der venter byens borgere og besøgende, når det hele står klar om et par år, bl.a. med nye grønne og inviterende byrum, et nyt velkomstcenter og det nye museum Wibergis indrettet i den tidligere Vestre Landsret, der åbner i efteråret 2026. Der bliver imidlertid også plads til et kig på noget af det, der allerede findes, herunder Viborg Domkirke og Joakim Skovgaards betagende udsmykning af kirkerummet.


2. THE ANIMATION WORKSHOP og ARSENALET
Vi inviterer dig med på besøg hos en af verdens førende animationsskoler og byens helt særlige coworking-miljø Arsenalet, hvor ca. 70 virksomheder inden for animation, spil, VR/AR/XR, film og design holder til.

Som UNESCO Creative City i kategorien Media Arts har Viborg en helt særlig styrkeposition, der giver enestående forudsætninger for at anvende den kraft, der ligger i visuel formidling. Den særlige status er opnået gennem et bredt samarbejde på tværs af uddannelsesinstitutioner, virksomheder, kulturinstitutioner og myndigheder. Arnestedet er The Animation Workshop/VIA University College og Arsenalet, der ligger på Viborgs gamle kaserneområde lige ved siden af Tinghallen.

Undervejs på udflugten får du historien om, hvordan det kreative visuelle miljø er blevet til det kraftcenter, som det er i dag, og om, hvordan vi i Viborg bruger animation og kreativ, visuel formidling til meget andet end blot underholdning, f.eks. inden for sundheds- og skoleområdet.


3. EXIT STAGE – SCENEKUNSTENS SYNTESE MED NYE TEKNOLOGIER
Vi garanterer, at du på denne udflugt får en teateroplevelse, der ikke ligner nogen anden du har haft, når du får VR-briller på og oplever forestillingen ”Skæbnen” med Sofie Gråbøl i hovedrollen.

Exit Stage i Viborg er Danmarks eneste teater, der udelukkende arbejder med scenekunstens syntese med nye teknologier. Her skabes fremtidens teater med udgangspunkt i de teknologier, der hele tiden er med til at forme og manipulere vores virkelighed og forståelser, både som individer og som samfund.

I anledning af Det Bibliotekspolitiske Topmøde får deltagerne i denne udflugt mulighed for at opleve Exit Stages seneste forestilling ”Skæbnen”, der beskrives som en omsluttende spøgelseshistorie i VR. Sofie Gråbøl spiller hovedrollen som en mor i sorg, der har mistet sin søn i krigen om Europa. En nat må hun spørge sig selv, om han er vendt tilbage for at hjemsøge hende. ”Skæbnen” er skrevet og instrueret af Exit Stages kurator Christian Lollike og ledsages af ny musik komponeret af Rasmus Zwicki.