Kulturen som driver i Herning Kommune
Glæd dig til et spændende og anderledes Topmøde i Herning – Danmarks destination for erhverv, events, kunst og store oplevelser.
Nogle kalder Herning for en ”gør-det-selv” by med en mentalitet bundet op på det allestedsnærværende mantra: Hvad vi ikke har, laver vi!
For i Herning er der altid en vej frem, og det underbygges af en iderigdom, jysk iværksætterånd og et mangfoldigt liv i og omkring MCH – et af Skandinaviens største og mest fleksible oplevelsescentre. MCH mønstrer årligt en million besøgende fordelt på de fire lokationer: MCH Messecenter Herning, MCH Herning Kongrescenter, MCH Arena og Jyske Bank Boxen.
Men Herning er meget mere end det. Fremsynede og modige politikere besluttede år tilbage at arbejde med synergierne mellem erhverv og kultur ud fra kongstanken: Erhverv avler kultur, og kultur trækker erhverv.
Derfor kan Herning byde på imponerende mainstreamkunst på store, etablerede scener i byen, men også amatør- og vækstlagskunsten pibler frem på de mindre scener med afsæt i fx debat- og aktualitetsproblematikker, rytmisk musik og teaterliv for unge. Foreningslivet, frivillighed og aktive fællesskaber blomstrer op, og inden for de senere år er Herning i flere målinger fremhævet som landets mest erhvervsvenlige kommune.
Erhverv & Kultur – et partnerskab, der går langt tilbage i Herning-historien
Indtil industrialiseringen i 1900-tallet var Herning faktisk et af de fattigste områder i Danmark. Men byen voksede med tilflytningen fra landet og etableringen af de mange baggårdsfabrikker, som tog fart i 1930’erne.
Det var en lille gruppe af unge mennesker, der startede det midtjyske tekstileventyr, som senere beskæftigede tusindvis af mennesker. Ét af de unge mennesker, som klarede sig godt, var skjortefabrikanten Aage Damgaard. Sammen med sin hustru Bitten Damgaard hyrede han kunstnere til udsmykning af fabrikkernes vægge, men også til at skabe værker, mens de var her. Der blev skabt skulpturer i byrummene samt kunstsamlinger, der blev udgangspunkt for nye museer og institutioner i byen. Kunst til det arbejdende folk.
Nogle af kunstnerne fra den tid boede i perioder på Herning Højskole, som fabrikanterne startede i 1961.
Højskolens bygninger eksisterer stadig og er i dag omdannet til Højhuset Kulturhotel. Et hotel, der er gennemrenoveret, og som fint fremviser den originale arkitektur og kunst, der er skabt til stedet.
Højhuset Kulturhotel er et klart billede på det, Herning kan – nemlig at sammensmelte erhverv og kultur på bedste vis. Og naturligvis er det også på Højhuset, at Topmødet 2025 finder sted.
Birk – Erhverv & Kultur anno 2025
Kulturhotellet Højhuset ligger i Birk-området, som i folkemunde bliver kaldt den hvide by. På skuldrene af den imponerende tekstilhistorie bor her i dag et helt unikt uddannelses- og universitetsmiljø med stærke designrødder – dør om dør med virksomheder, iværksætterhuset Innovatorium og kunstoplevelser i international klasse.
Det er her, du fx finder HEART – Herning Museum of Contemporary Art, der er opstået i grænselandet mellem kunst og erhverv og er båret frem af den landskendte skjortefabrikant Aage Damgaard, som har skabt fundamentet for museets samling.
Lige over for finder du Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, som er bygget op omkring en enestående samling af ægteparrets værker doneret til Herning by af Carl Henning Pedersen.
Og det er også i Birk, at du finder Hernings uofficielle vartegn, Ingvar Cronhammars gigantskulptur Elia, som markerer årtusindskiftet – samt den viljestyrke og det mod til at gå nye og andre veje, som har præget Herning i mange år.
Men en tur rundt i Birk er også et besøg i en fantastisk verden af smukke bygninger, kunstværker og landskaber.
Du finder fx Skulpturparken – ét stort, cirkulært museum, hvor man kan hente kunstneriske udendørs sanseindtryk. Parken ligger lige op ad De Geometriske Haver, hvor man finder et labyrintisk landskab med nye rum og former rundt om hver eneste hæk. Men gå også på jagt efter Obelisken, Allotment, Abyss, Jorden er flad, Utzon-huset, Angligården og mange andre kendt kunstværker i området.