Velkommen til Kolding
Vi glæder os til at byde velkommen til Det Bibliotekspolitiske Topmøde 2027 i Kolding. Vi er en kommune, hvor design, kultur, historie og fællesskaber går hånd i hånd.
I Kolding tror vi på, at de bedste løsninger skabes sammen. Derfor bruger vi design som mere end form og æstetik. For os er design også en måde at tænke, samarbejde og udvikle på – hvad enten det handler om vores byer, velfærd, uddannelse eller det gode hverdagsliv.

Det er den tilgang, der ligger bag vores vision: Sammen designer vi livet.
Kultur, viden og fællesskaber
Kolding har et levende kulturliv med både store kulturinstitutioner og små fællesskaber.
På Koldingbibliotekerne er biblioteket meget mere end bøger på hylderne. Bibliotekerne er åbne mødesteder for litteratur, viden, dialog og fællesskab. De har aktiviteter, arrangementer og rum til både fordybelse og mødet mellem mennesker.
Rundt i kommunen finder du biblioteker i Kolding, Christiansfeld, Lunderskov og Vamdrup samt biblioteksstationer i flere af kommunens mindre bysamfund.
Kulturlivet folder sig også ud på blandt andet spillestedet Godset og i Nicolai Kultur, som er et kulturelt kraftcenter midt i Kolding med biograf, stadsarkiv, børnekultur, kunst, design og scene.
En UNESCO-designby
Kolding er UNESCO City of Design og en del af UNESCO Creative Cities Network. Det er vi, fordi design gennem mange år har været en del af Koldings identitet og udvikling.
Design møder du derfor mange steder i Kolding. På kunstmuseet Trapholt. På Designskolen Kolding. I byudviklingen, kulturlivet og uddannelsesmiljøerne, og på den måde, kommunen arbejder med at udvikle nye løsninger sammen med borgere, virksomheder og andre aktører.

Kolding er samtidig hjemsted for nogle af landets markante kultur- og historieoplevelser. Midt i byen ligger Koldinghus med mere end 750 års historie, mens Trapholt samler moderne kunst, kunsthåndværk og design i smukke omgivelser ved Kolding Fjord.
Oplev Kolding, mens du er her
Når programmet tillader det, er der meget at opleve tæt på.
Gå en tur gennem Koldings bymidte og besøg Koldinghus. Oplev kunst, design og arkitektur på Trapholt. Find kulturlivet omkring Nicolai og Godset, eller gå en tur langs Kolding Å og fjorden.
Har du lidt mere tid, kan turen gå til UNESCO-byen Christiansfeld eller til Skamlingsbanken, hvor natur, landskab og Danmarkshistorie mødes.
Kolding ligger midt i Trekantområdet og midt i Danmark. Men vi håber, at du i dagene omkring Topmødet får lyst til at blive lidt længere.
Vi glæder os til at byde dig velkommen til Kolding i 2027.

